fbpx

HR Transformation

Maya Drøschler

Debattør

Jeg har erfaring fra vidt forskellige brancher og organisationskulturer; fra mindre og større HR afdelinger; og fra HR afdelinger med og uden en plads ved bordet.

Tiden har gjort mig til generalist, men jeg har en særlig forkærlighed for organisationsudvikling og den analytisk-strategiske side af HR. Jeg er optaget af, hvordan vi organiserer arbejdet bedre, leder os selv og hinanden bedre og samarbejder bedre, gerne med udgangspunkt i en kombination af solide data og en vilje til at stille spørgsmål, vi ikke plejer, og søge løsninger, vi ikke vidste fandtes.

Konkret har jeg gennem en årrække arbejdet med rekruttering og assessment, talenttiltrækning og -udvikling, performance management og klima/lederevaluering samt større, organisatoriske transformationsprocesser. Jeg har også en hemmelig svaghed for HR systemer af enhver slags og får altid tiltusket mig ansvaret, når ny HR teknologi skal implementeres.

Min baggrund er humanistisk (litteraturvidenskab og filosofi), men jeg har efteruddannet mig indenfor HR, organisation og ledelse.

Jeg er en flittig debattør, som ofte er ude med riven efter HR. Den, man tugter, elsker man, som bekendt. Jeg debatterer om stort og småt, men ganske ofte om HR’s måde at arbejde på, HR’s kompetencer og HR’s nuværende og fremtidige udfordringer.

Min blog HR forretning gik i luften i slutningen af 2009, og jeg har postet nye indlæg et par gange om måneden lige siden. Jeg deltager desuden i diskussioner i forskellige LinkedIn-grupper og er aktiv på Twitter, hvor du kan finde mig via mit Twitter handle.


Verdens HR guru nummer 1, Dave Ulrich, har i 25 år talt om det og Gitte Mandrup, som nok er den herhjemme, der ved mest om Ulrichs tænkning og modeller, har talt om det i en årrække.

HR skal transformeres.

Denne diskussion kommer ikke til at vare yderligere 25 år, er jeg ret sikker på, da presset ikke længere kun kommer indefra HR selv, men i tiltagende grad også begynder at komme fra omgivelserne. Både toplederne, mellemlederne og medarbejderne klager over, at HR ikke slår til, som flere, nylige undersøgelser dokumenterer, senest Deloittes Human Capital Trends 2014. Og det skulle ikke undre mig, om virksomhedens kunder og andre eksterne interessenter indenfor ganske få år også begynder at interessere sig mere end overfladisk for, hvad HR afdelingen egentlig laver. Kunderne, fordi det er en naturlig del af den samlede CSR profil, aktionærer, leverandører og investorer, fordi HR forvalter virksomhedens vigtigste kapital.

Dagene, hvor man blev betragtet som en dygtig HR dame eller herre, fordi man kunne lave en ansættelseskontrakt korrekt og til tiden, fordi man kunne funktionærloven udenad og fordi man altid var parat med en velkomstpakke med det hele til nye medarbejdere, er talte. Til gengæld er kravene om analytisk-strategiske kompetencer, kommerciel-forretningsmæssig indsigt og dokumentation af egne resultater stigende. Omgivelserne er trætte af HR afdelingernes bureaukrati, administration og løftede øjenbryn og ser ikke længere den store værdi i, at administrationen af personalet sker med omhu og akkuratesse og at der bliver slået ned med hård hånd på de mellemledere, der ikke har afholdt MUS samtaler indenfor deadline.

Til gengæld ser man en værdi i at få en ny forretningspartner i sin HR afdeling, ligesom man har fået i IT og marketing afdelingerne indenfor de sidste 10-15 år. Både IT og marketing har taget en rejse, som minder om den rejse, HR skal ud på lige om lidt. Begge funktioner er gået fra at være supportfunktioner, der udelukkende lavede operationelt fumleri og som blev betragtet som et nødvendigt onde, til at være kritiske nøglefunktioner. Det, som både IT og marketing har gjort, er at de har transformeret sig til strategiske funktioner, som er blevet langt mere forretningsorienterede, langt mere holistisk tænkende og langt mere datadrevne.

I dag er IT ikke at oprette nye brugere på virksomhedens netværk eller udskifte printerpatroner, ligesom marketing i dag ikke er at lave produkttekster eller designe et nyt logo. Nej, IT er kendetegnet ved IT strategien, IT arkitekturen og IT investeringerne, og marketing er kendetegnet ved dens overordnede kommunikations- og brandingstrategi, dens analytiske værktøjer og dens datamining-aktiviteter.

Produkttekster og oprettelse af nye brugere har man måske en ansat til at lave, men i flere og flere tilfælde er disse opgaver outsourcet. Man gider simpelthen ikke beskæftige sig med det.  Det er alt sammen noget, der skal virke, bevares, men man behøver ikke at ansætte sine egne medarbejdere til at lave rutinearbejde. Tankerne fødes i virksomheden, men produktionen udføres andetsteds.

Kan du mærke, hvor det bærer hen? Det samme kommer til at ske for HR. Et langt stykke hen ad vejen bliver mange af de opgaver, vi laver i dag, yderligere automatiseret og det sidste stykke ad vejen bliver de efter al sandsynlighed outsourcet.

De HR funktioner, der bliver tilbage i virksomheden, er langt slankere, langt mere agile og en hel del mere dynamiske. HR om 10 år kan slet ikke sammenlignes med HR i dag.

De fleste HR programmer er nedlagt, og erstattet med projekter, pladsen ved bordet er ikke længere et issue og mellemlederne er empowered til selv at lede og udvikle deres medarbejdere (eller måske ikke, men det er anden, men også meget alvorlig problemstilling, som de transformerede HR enheder kommer til at deale med som noget af det første).

HR består i 2024 af en flok innovationsbesatte, forretningsinficerede og datadrevne mennesker, som ser det som sin vigtigste opgave at sikre virksomhedens sundhed og konkurrenceevne gennem en nænsom håndtering af dens eneste, egentlige brændstof.

Lyder det helt ude i skoven?

Bare vent og se.

/Maya Drøschler