“Jeg var heldig, at jeg blev fyret…”

Jens Rohde

Solutions Specialist, SEC DataCom A/S


Genfødslen af en nørd

Jeg var så heldig, at jeg blev fyret!
Jeg ved det umiddelbart lyder tosset, men sådan ser jeg faktisk på det i dag.

I situationen var det ikke ligefrem en fest, men efterhånden som jeg fik tid til at bearbejde situationen, gik det op for mig, at jeg længe burde have taget den beslutning selv. Nogen gange har man bare brug for et bestemt los i bagdelen!

Samtidig har jeg også i bakspejlet kunne se, at jeg faktisk havde brug for at ændre min jobprofil. Jeg har i mange år fungeret som konsulent, og har faktisk været glad for dette, men der har de senere år udkrystalliseret sig et behov for, i meget højere grad at komme tilbage til min kerne, der er hardcore teknik. Mere nørd om du vil. Dog uden at slippe behovet for at flekse de sociale muskler. Min introvers til trods, kan jeg ikke leve uden at komme ud blandt mennesker.

Og sidst men ikke mindst var jeg, langt om længe vil nogen mene, klar til at sige “jeg vil gerne være den der bestemmer.” Og dermed også være parat til at tage øretæverne, hvis jeg tager fejl. En Systemarkitekt eller hvad sådan en nu hedder på moderne IT-dansk.

Min tidligere arbejdsgiver havde besluttet sig for, at jeg og de ansatte der blev fyret samtidig med mig (en anseelig procentdel af firmaets ansatte), skulle hjælpes videre hos en såkaldt outplacement-konsulent. Og hvad var det nu for noget følepjat?! Det var skam på ingen måde noget pjat!

Til opgaven var firmaet Makio blevet hyret. Og det var heldigt, for i deres jyske afdeling arbejder Annette Omøe, og hun blev udpeget til at være min indpisker, coach og sparringspartner i det efterfølgende forløb.

Tankerne oven på fyringen var mange: havde jeg gjort noget forkert, siden jeg blev fyret? Hvad skal jeg nu? Mon jeg kan finde et nyt job? Hvordan med huslejen?… Fortsæt selv listen af bekymringer.

Her var det rigtig godt med en uvildig tredjepart, der kunne assistere mig i processen med at få ryddet op i alle disse tanker. Så da den første usikkerhed havde lagt sig, kunne jeg, guidet af Annette, begynde at se på, hvad jeg så rent faktisk havde lyst til at bruge fremtiden på.

Gode værktøjer blev bragt i spil, og stille og roligt tegnede der sig et billede af, hvad et godt job for mig kunne være: Jeg skulle være selvstændig! Efter en periode viste det sig dog ret hurtigt, at dette ikke var tilfældet.

Den korte periode som selvstændig var ikke målet, men blot et af midlerne til at skaffe mig modet til at sige ja tak til det rigtige job: En stilling med en væsentlig højere risikoprofil, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, at jeg kunne finde på at gå efter. Men efter det usikre liv som iværksætter, var det ikke noget problem, at gå efter en stilling, hvor jeg i meget højere grad en tidligere ville blive målt på mine resultater.

Dette viste også en af de helt store forcer ved Makios system. De bliver ved, indtil det rigtige job er fundet. Så er jeg ikke faldet på plads inden for de første 100 dage, så fortsætter jagten.

Således rigere på erfaringer, og udrustet med det nødvendige mod, kom den næste udfordring: at finde det rigtige job. Og der mødte jeg ret hurtigt en udfordring. Det er ikke nogen hemmelighed, at i dagens IT-Danmark er det kun en brøkdel af stillingerne, der rent faktisk slås op på diverse jobdatabaser. Resten bliver besat på anden vis.

Så jeg skulle i gang med den store charmekampagne. Enhver nørds ultimative mareridt: salg! – og ikke blot af en ydelse. Næh nej. Jeg skulle sælge mig selv! – uf!!!

Så der skulle arbejdes med CV og Linkedin-profil. Og det er lige nøjagtig i den
her fase af processen, at Annette fik lov til at arbejde for sagen. Utallige gange har jeg hørt sætninger som “det skal være mere konkret”, “du skal skrive, hvad du kan tilbyde din kommende arbejdsgiver”, “du skal få dem til at tænke: det vil jeg også have, jeg er nødt til at ansætte Jens” og så videre.
Jeg er ikke den fødte sælger, og Annette er et meget tålmodigt menneske!

Og resultatet blev godt, og jeg har noteret mig tre ting efterfølgende:

  1. Mit CV/Linkedin ser i dag MEGET anderledes ud, end før jeg kom i kløerne på Annette. Og vel at mærke til det bedre.
  2. Jeg har fået en del kontakter via Linkedin, jeg ikke tror jeg ville have fået, uden disse forbedringer.
  3. Sidst men ikke mindst, så fik rent faktisk et fedt job, med udfordringer i rigelige mængder, og en organisation, hvor der er plads til den faglige specialist.

Så for at tage tråden fra min indledning op, så kan der faktisk komme noget rigtig godt ud af at blive fyret. Jeg er dog ikke så sikker på, at jeg ville have fået dette gode resultat ud af det, uden Annettes assistance. Jeg ville med stor sandsynlighed blot være gået efter noget, der lignede det gamle job. Og så ville jeg formodentlig være løbet sur i tingene igen efter nogen tid.

Så hermed mine varmeste anbefalinger af Annettes arbejde.